Hvad de færreste ved om mig

Lad os starte med det positive – der er måske en grund til, at jeg er utroligt dygtig til det, jeg laver, men…

Barndom og mistrivsel

Hvad de færreste ved, er noget helt andet.

Jeg voksede op i en helt almindelig familie med to søskende og en mor og far, der på hver deres måde gav os et hjem, hvor der skulle være tryghed og kærlighed – en helt normal familie.

Alligevel blev det normale unormalt for mig. På en eller anden måde blev mistrivsel mit normale. Uden nogen åbenlys grund havde jeg det ad helvede til, og livet var en kamp for overlevelse. Jeg voksede op med en følelse af knaphed – „der var aldrig nok‟ – og jeg følte mig bestemt ikke god nok eller værd at elske.

Allerede som barn mistede jeg forbindelsen til mig selv, og dermed røg tilliden til mig selv også. Det blev et liv i mistrivsel, så når andre taler om det, kender jeg følelsen – ikke fordi jeg har læst om det, men fordi jeg boede i den energi.

Skoleårene

I skolen var jeg lille „robert‟, der var sårbar, bange og utryg. Jeg overlevede som klassens klovn, som i det mindste fik opmærksomhed ved at være sjov – eller nok mere en klovn.

Der udviklede sig en uheldig side i mig, og du kender garanteret citatet „benægt, benægt, benægt – så går det altsammen væk‟, som fungerer fint i sitcom-serien KLOVN, men i det virkelige liv er det noget lort. For hvis benægtelse ikke virker, kommer „lyv, lyv, lyv‟ i stedet, og det er virkelig en uheldig glidebane. Men ja, jeg pyntede på billedet i en misforstået hensynsbetændelse for at se bedre ud, end jeg følte mig.

Har du nogensinde gjort det og pyntet lidt på tingene?

Misundelse og jagten på lykke

„Misundelse er en grim ting,‟ hørte jeg tit, og alligevel var jeg konstant misundelig på andre – de havde det, jeg drømte om. Som lille var det legetøjet, som teenager var det stil og personlighed, som voksen var det fællesskabet og kærligheden, og senere hen blev det andres katastrofer. De havde i det mindste en grund til at have det ad helvede til. For nej, jeg var hverken blevet misbrugt, mistet en arm, fået kørt benene af, blevet skudt på eller stukket ned.

Det blev til den ene cirkel af Crazy Eight, hvor jeg løb fra en side i mig selv, jeg helst ikke ville vedkende mig, men som var en del af mig – en flugt fra ubehaget.

Den anden cirkel var jagten, hvor jeg konstant jagtede det uden for mig, der skulle give mig følelsen af at være fuldendt og have de rigtige strategier.

At læse om andres bedrifter, mønsterbryderne, der kom fra det værste af det værste og vandt over mørket, til diverse manifestationsguruer, der flashede deres succes og lovede guld og grønne skove, gav mig begge følelsen af inspiration, der endte som desperation.

Nu tænker du måske, om jeg slet ikke har haft succes? Jo, masser, men jeg har også mistet det igen – det var som om, jeg ikke fortjente at beholde det, jeg fik.

Ensomhed og pleasing

Ensomheden har været min ven… I den evige jagt på øget selvværd blev også flugten fra følelsen af at være intet værd. Her blev ensomheden min bedste ven. Ikke at jeg ikke havde venner, men den eneste, der rigtig forstod mig, var „ensomme Robert‟ – for selv i fællesskabet følte jeg mig ensom, alene og forladt.

Hvis ikke andre forlod mig, forlod jeg mig selv…

Jeg blev en super-pleaser, der i jagten på at blive set søgte anerkendelse hos andre. Og hvor kunne jeg få den bedre end ved at fixe andre? Mit mål var ædelt, for ingen i verden skulle leve et liv som mit. Men jeg vil også være ærlig og indrømme, at det engang imellem var drevet af behovet for anerkendelse, og derfor bygget på afhængigheden af „at blive set‟, en følelse jeg selv manglede.

Wake-up Call

Det var først, da jeg opdagede træk hos mine børn, der mindede om mine egne, at jeg blev rigtig bange.

Her gik jeg med al min viden, som en ekspert inden for personlig udvikling – og så gav jeg blot min arv videre til mine børn – til trods for, at jeg havde gjort alt det modsatte af, hvad jeg selv oplevede.

Så hvad jeg ikke tidligere kunne gøre for mig, ville jeg nu gøre for mine børn.

Point of no return

Jeg startede med at skrive øverst i en ny journal – NOT ON MY SHIFT, og det blev starten på den vildeste rejse.

Jeg satte mig tre intentioner på den rejse: at gøre det komplicerede enkelt, at gøre det farlige ufarligt, og at gøre det umulige muligt.

Det blev til Find Frigør Forløs Metoden, der kort fortalt laver et skifte fra human doing til human being. Ved at finde og vække kraften, frigøre sig fra det tillærte og uhensigtsmæssige og forløse i dybden. Et skifte fra overflade- og symptombehandling til årsagsbehandling.

Hvor jeg før kunne rammes af skam over ikke at mestre, eller frygten for at blive set ned på, omfavner jeg nu blot udfordringerne og transformerer dem til læring og udvikling.

Har du også prøvet at blive ramt af skam og frygt?

Så ja, hvis du møder mig ude i livet på et eller andet tidspunkt, er jeg ikke bange for at dele min historie, men jeg vil meget hellere lytte til din historie.

Hvad har livet og rejsen lært mig, og hvad ville jeg ønske, andre havde lært mig i starten af mit liv?

Det er ikke min viden eller alle de flotte strategier, der har gjort en forskel.

Nej, det er nærværet. Det øjeblik, hvor vi tager os tid til at lytte og med vores ro og tillid skaber et rum, hvor vi kan være mennesker uden teori og etiketter. Vi møder hinanden med nysgerrighed og åbenhed. I denne proces opstår tillid, og livet bliver enkelt igen.

Når vi selv tør være åbne og ærlige, skaber vi plads til, at andre kan være det samme. Vi giver os tid til at lytte til hinanden, uden at skulle fixe hinanden, gør det der før føltes farligt bliver ufarligt. For vi taler med hinanden og viser, at vi prioriterer hinanden.

I det rum, hvor vi tør rumme alt – også det ubehagelige – skaber vi mulighed for at forløse i dybden. Det er et sted, hvor det, vi selv syntes var umuligt, bliver muligt sammen med andre. Dette sker gennem nysgerrighed og vedholdenhed.

Så når jeg i dag arbejder med trivsel og transformation, bygger det ikke på bøgerne, jeg har læst, eller uddannelserne, jeg har taget – det bygger på rejsen, jeg har været på, og min evne til at spotte mønstre og transformere dem til det bedre.

Hvis min historie har rørt noget i dig eller fået dig til at tænke over din egen rejse, er du meget velkommen til at dele din historie. Vi behøver ikke have alle svarene eller de perfekte strategier. Nogle gange er det nok bare at være til stede, lytte og være åben – tænker du også det?

Del din rejse og din superpower med mig og andre.

På denne måde kan vi sammen finde styrke og heling. Jeg ser frem til at høre din historie, lære af din rejse, og opdage de unikke superpowers, du har fundet på din tur. Sammen kan vi skabe et rum fyldt med ærlighed, kærlighed og støtte, hvor vi alle kan trives og vokse.